Der findes virksomheder lige nu, der bygger sig selv op uden middle management. Tre roller: dem der bygger, dem der ejer et problem, og dem der coacher. Det er det. Koordineringslaget er væk.

Og præmissen holder.

Tænk på hvad der faktisk foregår i en normal virksomhed i dag. Møder hvor information flyttes mellem folk der allerede har adgang til samme information. Status-opdateringer der sammenfatter ting der står i systemet i forvejen. Ledere der oversætter mellem lag. Koordinatorer der holder koordinatorer koordinerede.

Det er ikke strategi. Det er routing. Og routing er præcis det AI bliver god til først.

Så hvorfor ligner de fleste virksomheder stadig sig selv fra 2015?

Er det teknisk gæld? Nej, det er bare en omkostning.

Er det legacy-systemer? En del af det, men ikke en mur.

Er det organisationen?

Nu nærmer vi os.

Hvis du skulle starte en virksomhed i dag — med de værktøjer og modeller der findes — ville du så bygge fire ledelseslag? Ville du ansætte folk hvis primære funktion var at flytte information mellem andre folk? Ville du holde ugentlige møder hvor alle siger hvad de laver til nogen der godt kunne have læst det?

Du ville ikke. Ingen ville.

Det der blokerer er ikke teknologien. Det er de mennesker hvis rolle består i at koordinere — og som derfor har en dyb, personlig interesse i at koordinering fortsat er nødvendigt.

Det er ikke ondskab. Det er strukturel inerti.

Og det gælder ikke kun PM’er. Det gælder projektledere. Program managers. Scrum masters i den forkerte forstand. Teamledere der primært laver 1:1’er og videreformidler beskeder opad. Hele laget af mennesker hvis arbejde dybest set er at sikre at andre mennesker ved hvad der sker.

Det arbejde er det første AI tager. Ikke om fem år. Nu.

Det paradoksale er at vi godt ved det. Alle har været til mødet der kunne have været en mail. Alle har siddet i statusrunden og tænkt “hvorfor er jeg her.” Alle har skrevet den rapport ingen læser.

Vi ved det. Og vi gør det alligevel. Fordi nogen skal jo holde mødet. Nogen skal skrive rapporten. Nogen har en stillingsbetegnelse der afhænger af det.

Men det argument holder ikke længere. Ikke når systemet kan gøre det. Og systemet kan gøre det.

Spørgsmålet er ikke om virksomheder bliver fladere. Det er hvem der tør gøre det først.

Og hvad du laver, når det sker.

Hvis dit arbejde er at koordinere — så har du et problem.

Hvis dit arbejde er at forstå noget dybt, træffe beslutninger ingen andre tør tage, eller bygge noget nyt — så er du mere relevant end før. For nu er det eneste du laver.

Den virksomhed der starter forfra, kommer. Spørgsmålet er bare om du er en af dem der bygger den — eller en af dem der står i vejen.