Jeg har brugt 15+ år på at bygge digitale produkter og lede teamsene bag — på tværs af energi, legetøj, pumper, telekom, museer og hoteller. Bureauer, en national infrastrukturoperatør, et konsulenthus, og et par ting jeg selv har startet undervejs.
Senest ledte jeg Product & UX hos Energinet, hvor jeg byggede et tværfagligt team på 14 personer omkring tre nationale energiplatforme — ElOverblik, Energy Track & Trace og EnergiDeling. Det er de services, danske borgere og virksomheder bruger til at se, hvor deres strøm kommer fra, og hvordan den bevæger sig gennem nettet. Forskellige målgrupper, forskellige regulatoriske virkeligheder, ét fælles spørgsmål: hvordan får man infrastruktur til at føles som et produkt?
Før Energinet tilbragte jeg fem år som product leadership-konsulent hos Syndicate, hvor jeg arbejdede med LEGO, Grundfos, Norlys og en håndfuld andre — og hjalp deres teams med at blive bedre til discovery, prioritering og at levere outcomes i stedet for features. Tidligere ledte jeg koncept- og UX-arbejde hos Design-people og KRUSO/Funday Factory. Jeg var en del af teamet bag LEGO Boost — stadig et af LEGOs mest prisvindende produkter — bidrog til Danfoss' Eco smart heating system og var med til at gentænke AeroGuests mobile hotel check-in, før den skalerede internationalt.